logo

NYT vedrørende Finca El*Doradito


tirsdag 30 september 2008

Fugle på farmen giver bedre bønner / større høst!

Black-throated Green Warbler. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.Det har længe været kendt, at den traditionelle dyrkning af kaffe under skyggetræer - som det foregår på de fleste kaffefarme i Nicaragua, med arabica-sorten - tiltrækker en større biodiversitet, altså et større antal forskellige dyre- og plantearter, end på "konventionelt" dyrkede sol-kaffe-plantager (robusta-kaffe, som er altdominerende i de store kaffeproducerende lande som Brasilien og Colombia).
Nu er det også bevist i en undersøgelse på Jamaica, at fuglene på skyggekaffe-plantager er med til at begrænse antallet af skadedyr på kaffeplanterne. I en artikel i det højt anerkendte tidsskrift Conservation Biology, nr. 5 2008, skriver Kellermann m.fl., at de fandt 17 fuglearter i en økologisk finca på Jamaica, som spiste "kaffe-borebiller", et insekt som optræder som skadedyr i kaffen. Heraf var 11 arter trækfugle fra Nordamerika, og det var markant, at den fugle-forårsagede nedgang i antallet af borebiller var størst i de måneder, hvor trækfuglene var til stede.
I det pågældende studium blev det beregnet, at værdien af fuglenes "skadedyrsbekæmpelse" anddrog 75 US$ pr. ha kaffeplantage, ikke ubetydeligt i den samlede økonomi i økologisk kaffedyrkning.
Det viste sig også, at tætheden af bille-spisende fugle var størst i de dele af plantagerne, som lå tættest på skoven - op til 40-50 meter fra skovkanterne. Det er altså vigtigt for at opnå denne gavnlige økonomiske effekt af at pleje biodiversiteten, at kaffen integreres som en mosaik i skov-landskabet - netop som det ser ud på vores finca i Murra, og generelt på mange fincaer i Nicaragua.
Billedet viser en Black-throated Green Warbler, som jeg har fotograferet på Cuba - men den kunne lige så godt være fotograferet i Nicaragua, hvor den er en af de talrigste repræsentanter for gruppen af nordamerikanske sangere, som allesammen spiser kaffens borebiller (i undersøgelsen på Jamaica var det arterne Black-throated Blue Warbler, American Redstart og Prairie Warbler, som var de vigtigste).
Undersøgelsen er refereret her på portalen Coffee & Conservation, og hvis der blandt læserne skulle være nogen med større interesse i at udforske emnet, så ligger jeg inde med den videnskabelige artikel og jeg sender gerne en .pdf-kopi.
Skrevet af Jørgen Peter Kjeldsen klokken 9:07. Kategori: kaffenyt, miljø

mandag 08 september 2008

Murra-området anerkendt internationalt!

Forslag til Nicaraguas Important Bird Areas. Kort med de foreslåede IBA-områder i Nicaragua - Murra-området indrammet med rødt.
Det er lige gået op for mig, at Murra-området (og dermed El Doradito-området) er udpeget som - i det mindste kandidat til - "Important Bird Area" under den internationale fuglebeskyttelsesorganisation BirdLife Internationals "IBA-program".
Programmet har bl.a. til formål at - ud fra saglige kriterier - udpege de enkelte landes vigtigste fugleområder, og hvis ikke områderne er underlagt beskyttelsesforanstaltninger i forvejen, så at udøve lobby-virksomhed overfor landenes regeringer for at beskytte disse områder, eventuelt at etablere egentlige reservater.

Rapport om fuglediversitet i skyggekaffeplantager. Rapporten om fuglediversitet i skyggekaffeplantager, udgivet af MS og UNAG i 2003.
Forslaget om at Murra-området skal være et af Nicaraguas IBA-områder fandt jeg i denne rapport fra 2006 (på spansk), hvor biologer fra to af Nicaraguas førende naturbeskyttelsesorganisationer, ALAS og Fundación Cocibolca, gennemgår egnede kandidater til en sådan liste. Udpegningen af Murra sker på baggrund af en rapport (også på spansk!) jeg lavede for bondeorganisationen UNAG da jeg arbejdede i Nicaragua i 2003, om fuglediversitet i skyggekaffeplantager. Under dette arbejde fandt jeg tre af de ni rødlistede fuglearter, som optræder i Nicaragua, i Murra-området, foruden flere "regionale endemer", altså arter som kun findes i en meget begrænset geografisk udbredelse.
UNAG har aldrig rigtig brugt rapporten (som skulle hjælpe dem med at markedsføre kaffen som "bird-friendly coffee"), men det kan glæde mig, at den så i det mindste har fundet anvendelse på denne vis.
Der er i øjeblikket ikke oprettet reservater i Murra-området. Og jeg har ikke kunnet opspore, om BirdLife International har ophævet rapportens forslag til deres officielle liste - hjemmesiden om IBA-programmet i Latinamerika er ikke blevet opdateret i lang tid. Men der er ingen tvivl om, at vi i Finca El*Doradito Aps. kan bruge udpegningen som argument, når vi skal søge om at få vores jord registreret i det nicaraguanske miljøministeriums program for private reservater.
Skrevet af Jørgen Peter Kjeldsen klokken 21:29. Kategori: miljø, Nicaragua-nyt

søndag 07 september 2008

Kaffeexport fra Nicaragua og Mellemamerika

Ifølge denne artikel i El Nuevo Diario (på spansk!) så nåede den samlede export af kaffe fra Nicaragua efter den seneste høstsæson 2007/08 op på 1,48 millioner sække á 60 kg.
Det sammenholdes i artiklen med tallene fra de øvrige lande i Mellemamerika: Guatemala 4 millioner sække (rekordhøst)
Honduras 3,47 millioner sække
El Salvador 1,41 millioner sække
Costa Rica 1,37 millioner sække.

Guatemala og Honduras ligger altså i en liga for sig, mens der ikke er stor forskel på produktionen i Costa Rica, El Salvador og Nicaragua. Artiklen slår især på, at Nicaragua overgik Costa Rica i dette års export (der er et meget udtalt "lillebror-syndrom" i nicaraguanernes forhold til Costa Rica).

En anden artikel bringer den glædelige nyhed, at værdien af Nicaraguas samlede eksport i første halvår 2008 er steget med 30% i forhold til samme periode 2007; fra 677 millioner $ til 910 millioner $ (faktisk er det 34%, hvis ellers tallene er rigtige). Den samlede eksport for 2008 forventes at nå op over 1,5 milliarder $. Kaffe ligger på førstepladsen over de vigtigste exportartikler.
I den kommende høstsæson kommer produktionen fra Finca El*Doradito til at bidrage med nogle ganske få sække til statistikken...
Skrevet af Jørgen Peter Kjeldsen klokken 17:24. Kategori: kaffenyt, Nicaragua-nyt

torsdag 04 september 2008

Besøg fra Nicaragua

Den 27. september er der en spændende begivenhed i Hinnerup, hvor to nicaraguanske kaffebønder tilknyttet kirkekaffe-initiativet kommer på besøg.
Fra kl. 11 til 13 serveres der Kirkekaffe i Superbrugsen, og der afholdes en konkurrence: "Gæt en kaffe".
Om eftermiddagen er der et stort program med multimedieshow, samvær og ... kaffe (indbydelsen er dog også henvendt til tedrikkere!).
Jeg regner med at se en del personer fra vores "kreds" - anpartshavere og medlemmer af venskabsforeningen - ved den lejlighed.
Programmet er nærmere omtalt på facebook.
Skrevet af Jørgen Peter Kjeldsen klokken 16:42. Kategori: amigos, kaffenyt, Nicaragua-nyt

mandag 01 september 2008

Tanker om udviklingsbistand

Svens blog om Nicaragua på bistand.Under overskriften "Nicaragua på bistanden" skriver Sven Gårn den 30. august på sin Nicaragua-blog et langt indlæg, som analyserer Verdensbankens og andre vestlige donorers bistand til Nicaragua over de seneste 10-15 år.
Citat fra artiklen: "Når man kører rundt på landet i Nicaragua er det sjældent man møder et vejskilt, der fortæller hvor man er. Men det gør ikke noget - selv den mindste landsby har et projektskilt, der fortæller at CARE har bygget latriner, at Verdensbanken har repareret broen eller at EU har bekymret sig for moderdødeligheden på stedet. Mange gange nævner den glade donor ikke kun sig selv, men også navnet på stedet, og så kan man se, om man er på rette vej. Ved større byer er det en hel skov af projektskilte, der byder en velkommen.
Nicaragua er et land på bistand.
"
"Fra 1994 til 2006 modtog Nicaragua 3,5 milliarder dollars i gavebistand og 3,8 milliarder dollars i lånebistand. 7,3 milliarder dollars i alt. Det er ganske mange penge i Nicaragua, ca. 14% af landets samlede bruttonationalprodukt igennem disse 13 år."
"I samme periode faldt andelen af ekstremt fattige i landet med en tiendedel. [...] Hvorfor har bistanden ikke gjort mere for at afskaffe fattigdommen i Nicaragua?"

Ja, hvorfor ikke? Til trods for at der i løbet af den samme årrække er konstateret en ganske imponerende vækst, og Verdensbanken derfor kan erklære sig tilfreds med effekterne af støtten til Nicaragua - væksten kan illustreres med, at bruttonationalproduktet var på 340 $ pr. indbygger i 1990, stigende til 1092 $ i 2006 - har det ifølge Sven Gårn ikke haft en større afsmittende effekt på Nicaraguas fattigste befolkning, bl.a. fordi at en god del af de mange bistandsmillioner er blevet brugt til at redde Nicaraguas finansielle overklasse ud af en selvskabt spekulationskrise. Verdensbankens program ville skabe en markedsøkonomi baseret på rige erhvervsfolk organiseret i aktieselskaber, fremfor på bønder og håndværkere organiseret i andelselskaber. "Det man havde at arbejde med, var en samling halvfeudale godsejere, der havde næret deres uvirkelige drømme om hævn og klassehad igennem ti års eksil i Miami, og en bande ikke-længere-særligt-idealistiske statsfunktionærer, der havde mishandlet økonomien under 10 års sandinistisk styre. For at få disse grupper til sammen at indtage deres rolle i et lovstyret, globaliseret, markedsreguleret verdensbanksdemokratur krævede det en milliardbestikkelse og en gennemkorrupt privatisering af statens vigtigste aktiver, og det gennemførte man. Og man måtte redde denne vordende klasse fra af at begå selvmord gennem en korrupt finans-krise, der ville have knust ethvert borgerskabs vigtigste institutioner, dets banker, inden klassen overhovedet havde nået at konsolidere sig. Pris: 2,4 milliarder."

Ifølge regnestykket i Sven Gårns indlæg har der af teoretiske 60 dollars om måneden til hver nicaraguansk familie (hvis man forestillede sig, at udviklingshjælpen var blevet fordelt ligeligt) kun været 8 dollars at gøre godt med. Men dertil kommer 20 fra NGOerne. Så en af pointerne er, at NGOerne spiller en meget stor rolle i mange af landets fattige distrikter, så stor, "at de reelt har sat staten i skyggen..."
Sven Gårn nævner nogle eksempler på, at NGOernes arbejde har haft en vis gennemslagskraft, på trods af at de har arbejdet stik imod den officielle verdensbank-kurs. Et af eksemplerne (som måske interesserer læserne af denne blog mest) er de NGOer, der arbejder med Fair Trade, og som "har finansieret opbygningen af et konsortium af kooperativer (andelsseskaber), der samler 6-7.000 bønder og i 2005 eksporterede 15% af landets kaffe. 3.000 af dem producerer økologisk kaffe, og de står for 90% af Nicaraguas eksport af økologisk kaffe. Dele af kooperativbevægelsen har således udviklet væsentlig markedstilstedeværelse og rentabilitet - så væsentlig, at mange donorer i "verdenssamfundet" endda er blevet tvunget til at forlade 90ernes ideologiske skræk for ordet kooperativ, og nu gerne vil finansiere dem."

Jeg vil opfordre til, at man læser argumenterne selv, hvis man interesserer sig for Nicaragua og for udviklingspolitik. En del af formuleringerne kan måske virke lettere bombastiske, og jeg tør ikke udtale mig om regneeksemplernes gyldighed. Men indlægget er under alle omstændigheder tankevækkende - hvilket i det hele taget gælder hele Svens blog, som netop er karakteriseret ved at indeholde lange gennemarbejdede reflekterende indlæg, fremfor de korte blogindlæg præget af stemninger og øjebliksbilleder, som er det typiske i størstedelen af "blogosfæren"...
Sven Gårn er en (meget velskrivende!) journalist, som bor i Managua og arbejder for bl.a. Mellemamerika-komiteen.
Skrevet af Jørgen Peter Kjeldsen klokken 9:31. Kategori: amigos, Nicaragua-nyt
.
Tekster & billeder © Finca El*Doradito Aps. 2007-09 · · · Layout J.P. Kjeldsen · · · Blog genereret af Thingamablog