søndag 29 juli 2007
Opmåling af en kvadratkilometer

Den 6.-7. juli var Kjeld B. Nielsen fra direktionen og hans familie på besøg i Murra, hvor
de sammen med Andreas Eriksen besigtigede og opmålte den finca, som vi for øjeblikket
betragter som en god kandidat til vort opkøb.
Nye billeder fra turen og strabadserne under opmålingen er lagt i
galleriet her.
Besøget forstærkede vort indtryk af en smuk finca, som indeholder de grundlæggende
naturmæssige og logistiske kvaliteter:
- Den ligger ved den landevej, som er hovedfærdselsåren i området (for kaffe og tømmer).
- Der er en god højde i det potentielle kaffeområde (over 3500 fod). Der er mulighed for
at opnå kvaliteten Segovia SHB (strictly hard bean), som rangerer højere end SHG
(strictly high grown).
- Der er vand, som kan "løbe op" til det naturlige "vaske-område" (beneficio húmedo).
- Der er et nogenlunde plant område (ved det nuværende hus), som er naturligt for
yderligere bygninger og "beneficio".
- Der er mange træer - og man kan se dem fra det nuværende hus.
- Det er et stort område (1 km²), som giver mulighed for mange forskellige aktiviteter og afgrøder.
Den nuværende kaffe på fincaen er ikke noget at råbe hurra for. Men det er meget typisk for
området, at kaffeplantagerne er præget af ringe investeringer og planløshed. Vi skal selv
opbygge en kaffeplantage med kaffe i terrasser, større tæthed, rigtige skyggetræer og en
mere tilpasset variant. Imens kan vi stadig høste i den gamle plantage.
Vi har afgivet et købstilbud på denne finca og afventer nu ejerens tilbagemelding.
Skrevet af
Jørgen Peter Kjeldsen klokken 11:57.
Kategori:
processen med fincaen
.